Pressemeddelelse:
30.605 mennesker rammes af regeringens 2020-plan i LO Århus´ område
Regeringen har i deres 2020-plan blandt andet foreslået at fremrykke Velfærdsforliget, hvilket Dansk Folkeparti tidligere har erklæret sig parate til.
Hvis det vedtages i de kommende forhandlinger, vil det ramme 30.605 mennesker bosiddende i LO Århus, alle mellem 51 og 57 år.
De får udskudt deres mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med mellem et halvt og 2 år. De 53-årige skal fx blive 2 år længere på arbejdsmarkedet, mens de 56-årige skal blive 1 år længere.
Hvis regeringen lykkes med at afskaffe efterlønnen helt, rammer det endnu flere personer. De 30.605 er udelukkende dem, der rammes af en fremrykning af Velfærdsaftalen.
Anders Munk, formand for LO Århus, siger:
Det er dybt urimeligt og en hån mod vore medlemmer, hvis regeringen sammen med Dansk folkeparti, gennemtvinger denne fremrykning af Velfærdsforliget.
En sådan panikreaktion, kan ikke forsvares med hverken manglende arbejdskraft eller dårlig økonomi, idet ingen af delene ser ud til at blive bedre på denne baggrund.
Det er udokumenteret og en hån mod de mange nuværende ledige, at tvinge flere ind i køen af arbejdsløse, for at spare penge. Til gengæld vil det resultere i øgede udgifter til overførselsindkomster for ikke at snakke om de personlige konsekvenser, der følger af udstødning fra arbejdsmarkedet.
Besparelserne ved sparede udbetalinger er rent teoretiske og tager ikke højde for udgifterne i forbindelse med øget nedslidning, sygdom og førtidspensionering.
Endelig vil endnu flere i ledighedskøerne forværre de unge og langtidslediges muligheder for at komme ind og bide sig fast på arbejdsmarkedet.
Dette ved de borgerlige udmærket, men alligevel vælger de af rent ideologiske årsager, at forsøge at gennemtrumfe dette asociale angreb på en ordning, hvis eneste ”forbrydelse” er at den er et gode for mange almindelige Danskere.
På landsplan bliver tilbagetrækningsvilkårene forringet for 468.000 mennesker.
LO Århus dækker over dette område: Århus, Odder, Skanderborg og Samsø kommuner
For yderligere oplysninger
Kontakt formand for LO Århus, Anders Munk, på telefon 86 12 92 55 / 40 34 73 79 eller e-mail am@lo-aarhus.dk for yderligere oplysninger.
Kilde til tallene er LO-beregninger på baggrund af folketal pr. januar 2011 fra Danmarks Statistik og Regeringens ”…vi kan jo ikke låne os til velfærd!”.