Aarhus Pride: Det handler om, at alle minoriteter skal behandles ordentligt

Opdateret: 22. feb. 2019



Lørdag den 2. juni bliver Aarhus regnbuefarvet. Røde, orange, gule, lilla og grønne nuancer vil være tilstede i alle afskygninger, når Aarhus Pride løber af stablen for at hylde minoriteterne i vores by. Selv LO’s røde fane vil have et regnbuefarvet fanebånd. Jeg er vild med det.

Aarhus Pride handler om, at alle minoriteter skal behandles ordentligt. Det er i bund og grund det, vi markerer. I min verden handler det ikke udelukkende om seksuel orientering. Nej, det handler om, at alle har ret til at være her. I Aarhus såvel som i resten af Danmark.


Det fører mig frem til en anden ting, som jeg ikke er så vild med. Nemlig, når Dansk Folkeparti taler om kvoter på statsborgerskab. Så sent som for et par uger siden var partiet ude og kræve, at Danmark maksimalt må optage 1.000 nye statsborgere om året. Med den tilføjelse, at folk fra vestlige kulturkredse har ”forrang”. Man får en dårlig smag i munden.


Det er langt fra første gang, at Dansk Folkeparti har været ude med kvotekravet på antallet af nye statsborgere. Kravet er bare blevet strammere og endnu mere chokerende. I 2003 snakkede Søren Krarup om 2.000 nye statsborgere om året. Nu er antallet altså halveret. Populismen vil ingen ende tage.


Aarhus Pride er en festdag for lige rettigheder og muligheder for alle. Derfor finder jeg dagen velegnet til også at huske på, hvor vigtigt det er, at vi behandler de mennesker, der kommer til vores land, ordentligt. Lige meget, hvilken nationalitet de har.


At sætte en kvote på, hvor mange nye statsborgere vi ønsker om året, vil resultere i mange ødelagte og fortvivlede familiesituationer. Og vi vil diskvalificere mange kvalificerede ansøgere på forhånd. Med andre ord giver vi ikke vores medmennesker en chance.


Lige såvel som det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken seksualitet du har, er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket land du kommer fra. Om du er sort eller hvid, taler arabisk eller filippinsk, tror på Jesus eller Muhammed, så er du velkommen her, og du har samme rettigheder og muligheder som alle andre. Sådan bør det være. Vi lever i en global verden. Og der findes ingen mennesker, der er mere værd en andre. Folk, der måtte mene andet, bor i en osteklokke og har ikke fattet en hat af den historiske udvikling, der har ført til nutidens verdenssamfund. Så jeg har en ting at sige til Dansk Folkeparti på denne festdag: Stop jeres hetz mod minoriteter – en dag bliver I måske selv en!


Desværre er Dansk Folkepartis kvoteforslag langt fra det eneste stigmatiserende politiske tiltag i Danmark. Regeringens såkaldte ghettoliste er ligeledes et eksempel på et politisk tiltag, der direkte fratager visse dele af befolkningen helt basale rettigheder. Nemlig retten til at bestemme, hvor man vil bo. Med det seneste tiltag forbyder regeringen, at individer på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse må bo i visse boligområder i Danmark. Blandt andet Bispehaven og Gellerupparken i Aarhus. I mine øjne er det en helt forkert vej at gå. Folk kommer jo ikke i beskæftigelse, fordi de bliver afvist at bo et bestemt sted. Til gengæld får de frataget en helt basal rettighed.


Og her vil jeg igen minde om, at det netop er, hvad vi kæmper for i dag til Aarhus Pride: Lige rettigheder og muligheder for alle. Lad os huske på det, når vi går i parade gennem byen og maler Aarhus regnbuefarvet.




7 visninger
OM OS

LO Aarhus er fagbevægelsens samlede stemme i Danmarks næststørste by.

LO Aarhus ejes af 21 fagforeninger.

 

Fagforeningerne repræsenterer 47.000 medlemmer fordelt mellem fagforeningerne i Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommune. 

ADRESSE

Skt. Knuds Torv 3

8000, Aarhus C

Danmark

 

lo@lo-aarhus.dk

  • Facebook Social Icon
  • LinkedIn Social Icon
  • Twitter Social Icon

© 2023 by HARMONY. Proudly created with Wix.com