Styrk dagpengene og øg trygheden hos lønmodtagerne

Opdateret: 22. feb. 2019



Om man er enlig mor med to børn. Om man er forsøgende far, gift med en offentlig lønmodtager. Om man er enlig og ikke har børn. Lige meget hvad, så er det ikke sjovt at være på dagpenge. Huslejen skal betales til tiden. El, vand og varme. Forsikringer. Tandlægen. Medicin. Mad hver dag. Daginstitution til sine børn. Dine dagpenge skal række langt.


Desværre er dagpengene blevet udhulet de sidste mange år. Siden midten af 90’erne er værdien af dagpengene faldet fra 63 procent til 54 procent i 2018 for den gennemsnitlige LO-arbejder. Det svarer til et fald i dagpengene på 2.500 kroner om måneden eller 30.000 om året. Trygheden i vores flexicurity-model er presset. Og det bliver med andre ord sværere at klare sig økonomisk, hvis man mister sit arbejde.




Alt imens kan vi se, hvordan uligheden i vores samfund stiger. De rige er blevet rigere, mens dem, der har mindst, har mindre. Tal fra Danmarks Statistik viser, at de 10 procent rigeste danskere nu har en formue, der er ligeså stor som 70 procent af resten af den danske befolknings formue tilsammen. Det skriger til himmelen. På samme tid har vi en borgerlig regering, der giver skattelettelser til de mest velhavende. Skattelettelser, der er finansieret af de arbejdsløse.


Visse politikere lever efter den overbevisning, at jo færre midler man giver en arbejdsløs, des større vil den lediges incitament være for at få et arbejde. Sådan spiller klaveret altså ikke. En for lav dagpengesats betyder, at folk bliver utrygge. Både arbejdsløse som beskæftigede. Og det har store konsekvenser.


Færre tør skifte arbejde, hvilket skader økonomien. Førhen har op mod 800.000 danskere skiftet job om året, hvilket er Europas højeste jobomsætning. Det skyldes primært, at de danske lønmodtagere netop har et sikkerhedsnet i dagpengene. Dette sikkerhedsnet giver en enorm fleksibilitet til det danske arbejdsmarked, hvor både arbejdsgiver og lønmodtager hurtigere kan skille sig af med hinanden, uden de har meget at miste. En model, som hele verden misunder os.


Færre melder sig ind i a-kasserne, da ”forsikringen” er for dårlig – og flere tegner private lønforsikringer. Utrygheden rammer generelt rigtig mange danskere. Selv i gode økonomiske tider er der over en kvart million danskere om året, som er i kontakt med dagpengesystemet.


Så lad os nu styrke dagpengene – i stedet for at svække dem. Det øger trygheden for os alle.

18 visninger
OM OS

LO Aarhus er fagbevægelsens samlede stemme i Danmarks næststørste by.

LO Aarhus ejes af 21 fagforeninger.

 

Fagforeningerne repræsenterer 47.000 medlemmer fordelt mellem fagforeningerne i Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommune. 

ADRESSE

Skt. Knuds Torv 3

8000, Aarhus C

Danmark

 

lo@lo-aarhus.dk

  • Facebook Social Icon
  • LinkedIn Social Icon
  • Twitter Social Icon

© 2023 by HARMONY. Proudly created with Wix.com